The Liquorice Taste Award 2015

smagenaflakrids_streg

Vinderen af “The Taste of Liquorice Award 2015” kåret på Lakridsfestivalen

Med fulde huse og høj lakridsstemning på Grilleriet by Weber i København, blev vinderen af “The Taste of Liquorice Award 2015” hyldet af dedikerede lakridsentusiaster, da resultatet af dommerpanelets afgørelse blev offentliggjort under weekendens Lakridsfestival.  Forinden havde et panel af kokke med smag for lakrids i madlavningen, madskribenter, food bloggers og lakridsentusiaster smagt sig igennem et bredt spekter af produkter med smagen af lakrids spændende fra the, honning,  chokolade, karamel, kager, grillet kalveskank, cocktail og naturligvis lakrids i diverse kombinationer.

Blandt de mange indstillede produkter med smagen af lakrids, gik sejren til LAKRIDS by Johan Bülow for  det nye produkt EGG. Både i vurderingen af det første smagsindtryk, struktur og produktets unikhed scorede EGG topkarakter. Dommerpanelet havde bl.a. følgende kommentarer til vinderproduktet : “Vild flot, fantastisk balance og skøn struktur”, “Raffineret skal, godt salt og godt bid”, “Møg lækker, mega flot og unik konsistens”.

Arrangøren af Lakridsfestivalen Eva Vedel udtaler :

“Smagsdommerne kastede sig ud i denne næsten umulige opgave at vurdere så vidt forskellige produkter med stor entusiasme. Som noget nyt havde vi i år inviteret børn med i panelet for at understrege, at både den gode kvalitet og smagsoplevelse er ligeså vigtig i børnehøjde. Børnene bød flittigt ind med deres vurderinger og kunne med imponerende træfbarhed genkende raffinerede krydderier og smagsnoter i produkterne.”

“Der blev sat fokus på smagen af lakrids som den gennemgående sorte/røde tråd og ikke mindst unikheden i produktet. Det var en yderst værdig vinder, der fik topkarakter bordet rundt. Her kan man roligt følge opfordringen på den smukke indpakning af EGG om at lægge alle sine æg i én kurv! Nu glæder vi os til at folde Lakridsfestivalen ud i Fredericia d. 28. februar, hvor også jyske lakridsentusiaster får lejlighed til at smage vinderproduktet.”

Om vinderproduktet i “The Liquorice Taste Award”
EGG fra LAKRIDS by Johan Bülow er sølvmarmorerede lakridskugler. Sød lakrids drageret i schweizisk Dulce de Leche chokolade, der er tilført et strejf af lakridspulver og havsalt og til sidst overtrukket med en sprød sukkerskal. 

Smagspanelet på “The Taste of Liquorice Award 2015”
Michelle Kristensen, Sundhedsekspert på TV2 God Morgen Danmark og årets gæst i Showkøkkenet på Lakridsfestivalen
Mikkel Marschall, – Dedikeret kok med kærlighed til lakrids, der bl.a. har huseret i køkkenerne på restaurant Kadeau og Søllerød Kro
Chanet Deluran – Chefredaktør på magasinerne Spis Bedre og Smag & Behag
Iben Rouw – Redaktør på magasinet Mad! Madredaktør på Femina og Mad & Bolig Gourmet
Maria Cuculiza, Journalist med interesse for livsstils- og madtrends, Metro Express
Ulla Johansson – Redaktionschef på magasinet Mad & Bolig
Cecilia Fahlstrøm – Madblogger og kogebogsforfatter, copenhagencakes.com
Birgit Sander – Marketingchef og livsstilsblogger (tidl. ALT for damerne)
Albert Sander Dalsgaard– 11 årig lakridsentusiast
Esther Lorang – 8 årig lakridsentusiast

Lakrids-Festival-2015---Award-vinder-LAKRIDS-by-Johan_Bülow-(C)

Foto: Tage Kudsk, der styrer lakridsproduktionen på både fabrikken og i lakridsværkstedet på Lakridsfestivalen, tager stolt imod prisen, der gik til LAKRIDS by Johan Bülow.